Europæisk Jernbanemusik - stævne

i Budapest, Ungarn Oktober 2003

FISAIC (organisation for europæiske jernbaner's blæseorkestre) afholdt det 15. orkesterstævne i Budapest, Ungarn.

En uofficiel skildring af lidt af det, som orkesterets medlemmer oplevede på turen til Budapest.

Vi skulle godt nok til et jernbane musik stævne. Men denne gang valgte vi at flyve dertil !!!

Derfor mødtes vi en tidlig torsdag morgen i afgangshallen i Kastrup. ”865 kg kan man da ikke kalde overvægt”, forsøgte vores formand at overtale check-in personalet med – mellem kufferter, tubakasser og meeeget andet. Og sandelig om ikke det gik. Vi blev vejet ind sammen – altså kun bagagen – ellers var det slet ikke gået !!!

Flyveturen forløb planmæssig og fredelig, og vi ankom til Budapest lufthavn omtrent ’på slaget 12’. Lidt underligt var det dog. Vi plejer jo at ankomme efter en lang togtur. Og som regel er vi kommet til at købe lidt riiiigeligt ind på Rødby-Puttgarden overfartens righoldige udvalg. Så vi ankommer sædvanligvis som ”et mindre pænt selskab”. Men ikke denne gang. Vi var faktisk pinligt ædru (stort set) da vi stod i solen og ventede.

Og vi ventede. Der skulle være en guide, som ville følge os til hotellet. Men der var altså ingen. Derfor tog vi opstilling lige midt foran udgangsdørene med al vores habengut. Og vi ventede – og ventede – og ventede….

Endelig kom guiden, der havde været så nervøs, for hun havde stået et andet sted og frygtede det værste. Men vi var altså helt ædru !” (Men det var måske noget andet, hun havde frygtet ?)

Vel ankommet til hotellet forløb frokosten også helt fint, men så var det, at det hele begyndte at gå galt !

Dirigenten ville have en orkesterprøve ! Og det skulle være inden aftenens velkomstmiddag.

Nu havde vi så valget imellem : (1) at tage elevatoren op og besigtige værelserne og udsigten fra 6 sal (læs : få en lille én på øjet), (2) finde sammen på et af værelserne og lave det hele om til én stor fest eller endelig (3) finde metroen og køre ind til centrum og få kigget byen lidt ud.

Vi var nogle stykker, der vovede forsøget med undergrundsbanen i den fremmede by. Efter at have fået forklaret det fem-syv gange fandt vi ud af, at det faktisk ikke var så svært. Vi skulle ind til stationen ASTORIA, lige overfor hotellet af samme navn. Og retur skulle vi til STADION, fordi vores hotel lå lige ved siden af byens nye fine og stooore stadion. Men alt andet på stationerne, skilte, billetautomater etc. stod på et aldeles uforståeligt sprog. (Vi nævner i flæng : Ingyentablettákkal,  Nagykörös, Elszálit a Legendá Járat, Rendörokre támadtak, osv…)

Rulletrappen op fra undergrunden var en oplevelse for sig. Den var vel nærmest et rør og forholdsvis lang. Billeder og reklamer var hængt op, men sådan at de flugtede med rulletrappens gelænder, og hang altså egentligt på skrå, hvilket medførte, at personerne på trappen så fuldkommen ud som om de stod stærkt forover- eller tilbagelænede. Det så helt surrealistisk ud. Meget bedre end den vildeste Milos Formann film

På vejen fra stationen ned til Donau havde nogen behov for lidt valuta-dispositioner. (veksling). Vi stod og kiggede på isenkram-shoppen lige ved siden af. Den var faktisk usædvanlig velassorteret, hvis man ser på det på den måde. I de ene vindue stod et maskingevær, sikkert en Kalasnikov eller sådan noget. Den lænede sig op ad en fuldvoksen rustning. Foran lå et par drabelige sabler og et stort skjold. Det andet vindue var mere ”fredeligt”. Her var såmænd bare nogle knive, dokke og et par pistoler. Nå ja, så var der endnu en rustning og en gallauniform i lighed med det bedste Gardehusarerne fra Næstved kan fremvise. Og så var det to platter med våbenmotiver. Der var faktisk en kunde, som købte én af dem, mens vi ventede. Den slags forretninger ser man altså ikke mange af på Vesterbrogade !

Vi fik kigget lidt på Donau mørke vande, byens sporvogne og de flotte gamle huse. Så var det Bo rev os ud af vores ferieoplevelse med følgende :”Jeg gir’ en omgang !” (Sådan noget kan vi slet ikke stå for) Han havde haft fødselsdag dagen forinden, så det var fuldt berettiget. Og da vi opdagede at bajerne kun kostede 7-8 kr. var det lige ved at gå helt galt. Men det lykkedes os da at finde tilbage til både vores station og vores hotel, så vi kunne deltage i orkesterprøven.

Den var derimod en katastrofe ! Ikke på grund af vores ’tilstand’ for det var ikke så slemt. Men på grund af det lille, lavloftede lokale med tunge gardiner og tykke tæpper. Lyden blev kastet underligt rundt, og alligevel kunne vi ikke rigtigt høre hinanden. Det var en rigtig dårlig optakt til det, der skulle vise sig at blive en meget fin koncert.

Velkomstmiddag med maaaange taler. Den engelske oversættelse var dog  meget underlig. Prøv f.eks. at læse programmet, hvor der bl.a. er en omtale af orkesteret fra ”Koppehagge”. (Det er altså den engelske tekst !) Endelig fik vi mad. Og den var faktisk rigtig god. Og riiigelig. Det var faktisk ret store portioner, vi fik serveret under hele turen, så det var godt, at vi ikke skulle indvejes personligt ved check-in.. Nu ville det i hvert fald aldrig gå !

Da middagen var slut trængte vi til lidt frisk luft (!), så vik gik lidt rundt i området. Vi mødte nogle af de lokale, og sjovt nok kunne vi sagtens snakke med dem. De var meget lette at forstå. De kom fra en lille by, der hedder Oslo. Pudsigt, for sådan én er der jo også i Norge. Men da de fortalte, at de spillede trompet og basun, og at de deltog i et stævne i byen, så faldt tiøren endelig. Og den brugte vi på at købe mere øl. Det kostede jo stadigvæk næsten ingenting. Især for nordmændene, som jo er vant til, at man ikke kan købe noget alkoholisk for under 100 kr.

Baren lukkede kl. 22, medmindre der stadig var kunder. Men det var der jo, så de lukkede først kl. 23, medmindre altså at der stadig var kunder. Og det var der, så de lukkede først… Vi slingrede hjemad ved 2-3 tiden i god ro og orden. Men det var også kun fordi vi vidste, at der nok skulle vise sig et festligt lag på ét af værelserne senere på ”aftenen”. Og ganske rigtigt…

Der var flere, som så meget trætte ud ved morgenbordet, næste dag. Enkelte ville have svære problemer med at køre bil, men vi skulle heldigvis med bus på guided rundtur. Vi fik vist ikke vækket allesammen, for der var nogen, som havde meget mere behov for at sove. Som slet ikke var til pænt brug. Men det blev nu alligevel en fin tur – guiden vidste altså en maaaaaassse !

Stævnekoncerten begyndte om eftermiddagen. Og sikke én !

Oslo JernbaneOrkester indledte, og havde bl.a. et helt lille skuespil på programmet. Sikkert noget af Ibsen. Der kom tre udklædte musikere ind på scenen – på løbehjul ! – og opførte det helt store trekants-drama, mens de spillede med ind imellem. Pigen med saxofonen endte med at vælge trompetisten, og så blev basunisten sur. Jo, man behøvede skam slet ikke kunne ungarsk for at følge med i den historie.

Da det finske orkester fra Hyvinkää havde spillet, var der en udbredt opfattelse af, at de var i en klasse for sig selv. Niveauet var klasser over de øvrige. Det var en fornøjelse af høre på. Det forlød, at de havde flere konservatoriestuderende og andre hel- og halv-professionelle med. Og den slags kan man altså godt høre.

Da det var vores tur, som ét af de sidste, gik vi på scenen tændte og anspændte. Men vores koncert gik faktisk rigtig fint. Alt klappede lige som det skulle – på trods af den meget dårlige generalprøve dagen før. Vores passager med pianissimo var så fine, at tilhørerne lænede sig frem, for rigtig at lytte. Og da vi spillede fortissimo kunne vi faktisk godt overdøve de noget højrøstede nordmænd, som tilsyneladende stadig glædede sig over ølpriserne.

Efter koncerterne talte mange om, at der var to orkestre, som havde skilt sig ud i særklasse. Men vores koncert var altså også meget fin.

Det belgiske orkester sluttede koncerten og det var nu lidt synd. De gjorde det sikkert så godt, som de kunne, men det var altså ikke særligt godt. De startede ikke samtidigt, knækkede på ikke-særligt høje toner, var ofte helt ude af takt. Og så stemte det ganske forfærdeligt. Men hver må jo pippe med sit næb, og vi klappede da også pligtskyldig af dem. De er sikkert meget bedre, næste gang vi møder dem – et sted ude i Europa.

Aftentur på Donau – helt alene. Sådan var det blevet sagt. Vi ventede at skulle have vores helt egen lille båd, og det ville blive helt intimt. Det var det vel også, men det var altså en ret stor båd, og alle de øvrige orkestre var også med. Alle 300 mand og damer fordelt på bådens to dæk. Maden var som altid meget god og meget rigelig. Ombord var også en lille folklore-gruppe. Violinisten må være efterkommer i lige linie efter Pagannini, for det var da helt utroligt, hvad han kunne få den lille violin til at sige.

Det blev sent før vi kom tilbage til hotellet, og folk var trætte så det blev kun til en lille fest på ét af værelserne.

Næste formiddag stod den på koncert på ét af byens prægtige torve. Torvet var da også vældigt fint – men noget tomt,. For netop som vi begyndte at spille, så begyndte det at regne. Snart øsede det ned. Derfor pakkede vi skyndsomst sammen og løb tilbage til bussen. Og så tittede solen igen frem.

Lørdag = festaften. Der var maaange taler. Heldigvis gik tjenerne rundt med maden imens, for ellers havde vi da siddet og spist endnu ! Vores formand skulle også sige nogle få ord. Han lagde ud på formfuldendt tysk, som tolken straks gik i gang med at oversætte - til tysk ! Alle lå flade af grin, og tolken kunne næste ikke få vejret i ret lang tid.. Og der blev overrakt gaver. Porcelæns nips fra de forskellige lande. Gad vide, hvad de vil bruge det til ? Belgierne overrakte imidlertid en yderst praktisk gave : En 2-meter hylde med et meget bredt øl-sortiment.

Der blev også danset til den lyse morgen. Nå ja, faktisk ikke helt, for festen sluttede omkring midnat. Så gik vi da bare i byen. Men ak, alt var lukket, for der havde jo ikke været kunder ved 22-tiden, eller ved 23-tiden…

Tilbage til hotellet og starte en fest på ét af værelserne. Det var vi efterhånden blevet helt skrappe til..

Søndagen var fridag, men desværre med nogen regn. Vi var nogle stykker, som alligevel gik på bytur, blot med lidt flere indlagte pit-stop’s end normalt. Øllet var jo stadigt billigt.

Til frokost samledes vi et bestemt sted. Det var rigtig hyggeligt. Der gik den lokale violin-bande rundt imellem bordene og spillede. Vi spurgte – lidt for sjov – efter Tango Jalousie, og sandelig om den ikke kom, med indtil flere variationer. Helt i top.

Der skete mange sjove ting på turen.

F.eks. var der en lille gruppe, som på turen hjem fra byen var ved at tage metroen den forkerte vej og fik fumlet sig over på nogle andre perroner, og blev selvfølgelig taget af kontrollørerne – uden den krævede omstigningsbillet. Det blev faktisk til både politi-trusler og meget mere. For ikke at nævne en betragtelig bøde til dem alle sammen.

Hvis man skal summere lidt op på denne orkester-tur, ja, så var det en rigtig god tur. Men vi har vel egentligt aldrig spillet så lidt – men faktisk heller aldrig så godt.  Koncerten til stævnet var altså rigtig god. Nu gælder det bare om at holde det høje niveau, når vi kommer hjem igen.

Og det vil vi så kunne vise – igen – til næste stævne. For jeg glæder mig allerede til næste gang KJO skal med til FISAIC. Det bliver i Mannheim i Tyskland, men først i 2007. Det er lang tid at vente.

Lars K. Christoffersen

---o0o---