København's Jernbane Orkester 75 år
Det, vi har arbejdet på så længe, er endelig gået i opfyldelse i
oktober 1996 :
- vi er blevet
landets ældste jernbaneorkester !
- eller det har vi
vel egentligt altid været; men nu er vi altså blevet 75 år.
Det skulle naturligvis fejres, så vi pakkede instrumenterne sammen og
lod dem blive derhjemme ! Musik skulle der nu være, så vi så os
nødtvunget til at invitere "nogen".
For ikke at blive overrendt i tide og utide måtte dette
"nogen", være nogen langvejs fra. Vores venskabsorkester fra
Bremen var det længste væk, vi kunne komme i tanke om.
---o0o---
I bedste jernbane-kaos-stil kunne de ikke fortælle os, hvor mange, de
kom, før i allersidste øjeblik. Nogle skulle bo på hotel, andre privat,
så planerne for indkvartering blev noget uoverskuelige - for slet ikke at
tale om vores stakkels kasserers forsøg på at lave budget for bespisning,
fest, transport m.v.
Da de endelig ankom, manglede der fem-seks stykker i forhold til vores
liste; og en enkelt havde til gengæld taget påhæng med, som vi ikke
vidste noget om.
Naturligvis klarede vi også denne uventede situation i bedste stil,
selv om vi var nogle, der blev meget skuffede over alligevel ikke at få
tyske gæster boende. (Al den oprydning og rengøring - til ingen verdens
nytte !)
Lidt musik kunne vi dog ikke undslå os. Vi ville modtage vores
udenlandske jernbanevenner med manér. Derfor havde vi taget opstilling på
hovedbanegården og ventede. Ingen vidste, hvilken perron, deres tog ville
ankomme på, så vi stod oppe i hallen - og det var vist meget godt, for
deres bus (!) standsede lige udenfor på gaden. De havde ikke kunnet få
fripas til en togrejse. Derfor var en busrejse meget billigere. (Den
privatisering er altså gået over gevind)
Gensynet med vore tyske musik-venner var så stort, at vi hurtigt holdt
op med at spille. Vi fortrak til afsides liggende lokaliteter for at
skylle landevejsstøvet af (indvortes forstås !)
Lidt mad blev det også til, og alt var tilsynelaadende i gode og
hyggelige rammer - indtil nogle fuldkommen afsporede musik-gale mennesker
forstyrrede freden og maden med deres messing-suppe-musik, Og holdt først
op, da der efter deres mening var båret tilstrækkeligt øl ind. (Da de
fire - uvist af hvilken årsag - stemte perfekt og spillede helt fejlfrit og
smukt, så kan vi måske bære over med dem).
Vi oplevede, at den tyske humor er meget andeledes end den danske -
f.eks. foregår den på et helt andet sprog. Derfor måtte vi mange gange
have simultan-tolkning i brug. Enkelte var dog internationalt orienteret
(flersprogede), så det blev afsløret, at man udførte
oversættelses-opgaven meeeeeeget frit !
Alt i alt må man nok kunne sige, at efter sædvanlig DSB-målestok
forløb ankomsten og velkomsten helt planmæssigt.
Dagen efter holdt vi vores officielle jubilæums-reception, og tyskerne
stillede velvilligt op med fuld (?) musik. Forstærket på enkelte pladser
med danskere, som åbenbart kunne spille efter tyske noder. Til vores
store glæde uropførte de tilmed et helt nyt nummer med meget moderne
tilsnit og stil. Fra tilskuerpladserne kunne man dog se, at der øverst på
noden stod "Kopenhagener Marsch" og noderne så nu også ret
bekendte ud, men det er da tanken, der tæller.
Receptionen var yderst vellykket. Vi fik hilsner fra nær og fjern -
også fra de fleste danske jernbaneorkestre (de, der mangler, vil blive
rykket ved lejlighed). Vi fik også lidt godt til ganen. Men da tyskerne
opdagede, at øllet var gratis under receptionen, puttede vi dem
skyndsomst i en bus og kørte dem på sightseeing i København. Det ville da
være ærgeligt, hvis de havde kørt hele den lange vej uden at se den lille
havfrue og andre vigtige sager !
Vi havde aftalt med Henrik Voldborg, at det først måtte blive regnvejr
om aftenen, når vores fest var godt igang, men noget må være gået galt.
Måske har han taget forskud på overgangen fra sommertid til vintertid,
fordi vi ankom alle til festaften med endog meget fint vandkæmmet hår.
(Flere KJO'er havde dog ikke det problem, da de bar størsteparten af
deres hår på jakken)
Vores formand havde besluttet sig for, at en jernbaneuniform
overhovedet ikke er pæn - til festbrug altså. Derfor måtte vi allesammen
hente de fine rober frem af gemmerne. Det viste sig dog, at den tyske
orkesteruniform åbenbart har et helt anderledes, festligt tilsnit. Så det
var en meget "broget" flok, som fejrede orkesterets jubilæum,
den aften (og nat).
Vi havde en meget fin fest med alt, hvad dertil hører.
Flere benyttede lejligheden til at fortælle om oplevelser og historier
fra gamle dage.
Det hele startede i 1921, hvor nogle få DSB-ansatte havde startet en
kortklub !
Senere havde man behov for alibi for at slippe lidt mere væk
hjemmefra, og orkesteret var en realitet. Orkesterets ene æresmedlem, Kaj
Nielsen, som startede i KJO i 1934, kunne fortælle om starten og mange af
de gamle dirigenter, radiooptagelser m.v. At være med i KJO dengang har
også været fuld af sjove og mindeværdige oplevelser. Andre kunne føre
historierne helt frem til i dag. Tove fik endda hele salen til at synge
med på de gamle slagsange fra orkesterets rejser bl.a. i 70'erne.
---o0o---
Vort 75 års jubilæum blev fejret med stor succes; og mange valgte i
deres taler at se frem og glæde sig til de næste 75 år.
Det er derfor en stor fornøjelse, at vi hermed kan invitere alle vore
læsere til vort 150 års jubilæum. Reservér derfor dagen allerede nu : den
12 oktober 2071
Vi glæder os til at se jer.
Lars Christoffersen .
(ses
ofte med en cornet i hånden - stirrende fortvivlet på noderne)
|
