FISAIC (organisation for europæiske
jernbaner's blæseorkestre) afholdt det 14.
orkesterstævne .
Der har siden 1959 været afholdt stævner i Frankrig, Tyskland, Danmark,
Østrig, Belgien, Norge samt - efter at man pludselig opdagede, at
jerntæppet var væk - også i Ungarn i 1995 og senest i Kroatien i juli 1999.
(Se oversigt nederst på denne side)
Da der tilsyneladende er mange tøsedrenge i KJO, som ikke havde særligt
meget lyst til at rejse til det "krigshærgede og sønderbombede
Kroatien" (selv om borgerkrigen faktisk var helt tilbage i 1991/92), måtte
vi have forstærkning på visse, vitale poster i orkesteret. Derfor
kontaktede vi vore gode venner og kolleger i Nyborg Jernbaneorkester.
Nyborg Jernbaneorkester er stort – omkring 50-60 mand til dagligt.
Men de må åbenbart også have haft "rejsefeber-problemerne"
ligesom KJO (se venligt ovenfor) , for de kunne kun stille med 7-8 mand, så
det var et mindre, pænt selskab på alt i alt 37 musikgale (og frygtløse)
mennesker, som stod på toget den onsdag eftermiddag. Der var et par enkelte
ekstra, som havde "sneget" sig med; det såkaldte
"påhæng", der især består af hustruer af kvindeligt tilsnit, som
ikke tør lade deres mænd rejse hjemmefra alene ! Forstå nu det, hvem der
kan !
Vores tur startede fra Københavns Hovedbanegaard, sådan som så mange
andre, gode ture er startet fra hovedbanegaarden. Denne tur skulle dog
hurtigt vise sig at blive anderledes – meget hurtigt, nemlig allerede
lige fra starten. I det øjeblik togføreren stod med fløjten i munden -
parat til at sætte vore rejse på skinner, så at sige, fandt man ud af, at
der ikke var skiftet vinterolie på lokomotivet – eller noget i den
retning. I stedet for at skifte olien, blev hele lokomotivet skiftet. Og
det tager jo sin tid. Vores venner, som skulle samles op på de kommende
stationer – Tåstrup, Roskilde, Ringsted… var godt nervøse over
vores afrejse. En hel halv time forsinket allerede fra Hovedbanegaarden.
Vores venner fra Nyborg var også utålmodige for at komme i gang. Vi
havde helt ekstraordinært fået lov til at lade toget stoppe på Nyborg
Station, så de kunne blive samlet op næsten hjemme på deres egne
trappesten, men de kunne slet ikke vente ! De sprang på det første tog til
Odense, for på den måde var de da kommet lidt afsted ! Stor var derfor
vores overraskelse, da toget bumlede forbi Nyborg, for have vi ikke lige
fået lov til at standse ??? Det blev dog opklaret meget kort efter, for
turen Nyborg-Odense er jo temmelig kort. De var med andre ord ikke kommet
ret langt med deres rejse.
Nu var vi endelig samlet alle rejsefællerne, og vi begyndte så småt at
se frem til det traditionelle panik-indkøb i den toldfrie på færgen, men
det lod vente en del på sig. Færgemulighederne imellem Odense og Kroatien
er åbenbart ikke gode ! (Vi saaaavner altså Rødby-færgernes toldfrie
kiosker)
Til gengæld var "alt" andet i skønneste orden. F.eks. skulle
dirigenten behandles lidt ekstra godt, for ham er der jo næsten aldrig
nogen, som kigger på under koncerterne (ikke fra orkesteret i hvert fald !)
så han skulle indlogeres i en vaskeægte sovekupe med bløde hovedpuder og
dundyner. Vi andre dødelige måtte nøjes med liggekupe’er med tunge
tæpper, som altid er for korte. Vi havde til gengæld god plads, for der var
tilsyneladende ikke særligt mange rejsende. Det viste sig imidlertid, at
sovevognen slet ikke var med. (Den manglede måske også olie ?) I stedet var
der koblet en ekstra liggevogn på toget, og sådan én kan rumme mange flere
passagerer, end sovevognen, så der var faktisk rigtig god plads. Selv
tubaen fik sin egen køje med tæppe og det hele. Og efter "et par øls
tid" kom dirigenten med alt sit habengut og ledte efter et natlogi.
Han så så trist ud. Det fik vi dog hurtigt repareret med nogle af de
bajere, som vi havde smuglet over grænsen. (Fra Danmark til Tyskland, så
vores forseelse var nok ikke ret slem.)
Efterhånden løb vi tør for øl, og så kunne vi jo lige så godt lægge os
til at sove. Og pludselig vågnede vi op omtrent lige udenfor München
hovedbanegård. Nattens togkørsel havde gjort den halve times forsinkelse
fra København til lidt mere end en hel times forsinket ankomst til München.
Vi havde dog et lille ophold inden togskift, så der blev indkøbt flittigt
ind på banegårdens mange udsalgssteder. Vi købte også (!) et par sandwich,
fordi den næste togtur igennem Østrig ville vare til længe efter
frokosttid.
Turen igennem Østrig foregik i en almindelig kupevogn, hvor man sidder
og kigger lige ind i nakken på ham foran. Det bliver ret kedeligt –
efter et par timer. Og efter fem timer er det faktisk lidt træls.
Til gengæld gik turen igennem det smukkeste landskab man kan forestille
sig. Vi kom forbi flere spændende og kendte stationsbyer – f.eks. Bad
Gastein, som efter sigende skulle være en velbesøgt skisportsby. Vi kunne
dog ikke få øje på en eneste ski-turist, så det er nok bare opreklameret
avis-sladder.
Langt om længe ankom vi til Klagenfurth, togets endestation. Herfra
skulle vi med bus resten af vejen. Der var nogle få "dumme dänen"
som blev vældigt overraskede over, at de på stationen i Klagenfurth (i
Østrig) hverken ville tage imod D-Mark, Danske kroner, Dollars eller andet
godt; og at den lille stations-kiosk heller ikke accepterede Diners,
Mastercard eller American Express. Hvad var det dog vor et forfærdeligt
sted, vi var havnet ??!!?
Som sagt skulle vi videre med bus. Men hvad er det nu for noget sludder
? Var det ikke et jernbane-orkesterstævne, vi var på vej til ? Det kan også
godt være lidt vanskeligt at forklare, men de to orkesterformænd (for
henholdsvis KJO og Nyborg Jernbane Orkester) rottede sig sammen imod hele
orkesteret, og holdt stædigt på, at der ville blive alt for mange togskift
og at det ville tage mindst lige så lang tid, som busturen. De kunne bare
ikke vide, at chaufføren overhovedet ikke kendte vejen til Varazdin i Kroatien,
og at grænseoverskridende buskørsel ikke er sådan ligetil på de kanter.
F.eks. ville grænsevagterne imellem Slovenien og Kroatien have en komplet
liste over alle de instrumenter, som vi medbragte ! Det ville have taget
urimeligt lang tid, så vi spiste dem af med medlemsfortegnelsen for KJO med
telefonnumre og det hele, og det kan de ikke have opdaget endnu, for de har
ikke ringet en eneste gang !
Ved grænsen til Kroatien fik vi også to nye passagerer. Det var en
vældigt sød og fiks ung pige sammen med en lidt hærget udseende fyr. Det
var vores guider. Pigen viste sig at være sød og fiks hele tiden, men fyren
blev mere og mere hærget at se på. Han drak øl og vin i et tempo, så selv
KJO havde vanskeligheder med at følge med ! Vi fandt egentligt aldrig
rigtig ud af, om de overhovedet spillede med i det lokale jernbaneorkester,
men det var i hvert fald nogle vældigt gode guider, for vi kom ikke for
sent til et eneste måltid !!!
Vi var ankommet lidt sent om aftenen, men vi skulle da lige se, hvad det
lille, charmerende sted overfor hotellet kunne byde på, og sandelig om ikke
de i baren tog imod både D-Mark, Dinerskort og alt muligt andet - i
modsætning til det vestlige, kultiverede og industrialiserede Østrig. Og
hotellets reception vekslede danske kroner lige over med den lokale
Kurona-valuta, som ikke kan købes uden for Kroatiens grænser. Både hotellet
og de lokale bankfilialer havde lystavler med dagskurser for 20-25
forskellige valuta'er - incl. danske kroner. Kurserne var faktisk ganske
gode i forhold til omveksling i en dansk bank. Og vekselgebyr - "sådan
noget bruger vi ikke her".
---o0o---
Nu var orkesterets rejse rigtig startet, men så fik dirigenten den
tossede ide, at holde orkesterprøve ! Det skulle ske fredag formiddag, og
det var måske alligevel lidt smart, for på den måde kunne han jo med
sikkerhed se, hvem der ville komme til selve koncerten, og hvem der
manglede. Sådan er det ikke altid derhjemme !
Modtagelse på rådhuset er et fast indslag ved stævner. Det er dog som
regel kun de særligt udvalgte, som får lov til at deltage, nemlig
bestyrelse og dirigent, så der manglede jo mange fra orkesteret, Men der
manglede også en anden. Byens borgmester havde nemlig andre planer den
fredag formiddag, så modtagelsen på rådhuset blev gennemført noget anderledes,
end sædvanligt.
Resten af orkesteret var i mellemtiden taget på en lille, hurtigt
arrangeret sigthseeing - byens park set ud igennem bunden af en lokal
ølflaske. Det var dog også meget dejligt, at sidde i solen og nyde den
smukke park, samt ikke mindst de mange (utroligt) smukke piger, som
'defilerede' forbi os. Det skyldtes en lokal sygeplejeskole, som lå lige om
hjørnet, fik vi senere at vide. Og vi sad lige dér og troede, at alle
pigerne i Kroatien var meget smukkere end i resten af verden - ak.
Om aftenen blev stævnet officielt åbnet. Der var åbningskoncert med det
lokale jernbane-band Efter godt en times koncertnumre blev solonummeret
fyret af - tre trompet-solister - som spillede med meget stor overbevisning
og stort set uden fejl. Ret imponerende. (Vi plejer altid at lægge
solonumre som nummer to-tre. Så knækker solisten ikke halsen fuldstændigt -
hvis han altså kan sin solo !!!) Det var i øvrigt en fornøjelse at høre et
så velspillende, dygtigt og stort orkester - i et så fjernt hjørne af et "sønderbombet
og krigshærget land. "
Næste formiddag bød stævnet på en rask lille marchtur fra hotellet til
byens torv. Da alle orkestre boede på samme hotel, blev det næsten en hel
lille procession. Og orkestrenes forskellige marcher blandede sig da også noget
så herligt sammen med hinanden, så næsten 250 musikere gik mere eller
mindre ude af takt. Vel ankommet til torvet, skulle vi ikke, som der
ellers ofte er tradition for, spille et fælles nummer med alle deltagere. I
stedet skulle hvert orkester spille en lille halv-times koncert for de
øvrige deltagere, og der var nok så nydeligt sat stolerækker op ude på
torvepladsen foran tribunen. Midt i solen, så de blev hurtigt rykket ind i
skyggen.
Vi spillede som nummer to. Og midt under en i øvrigt smukt udført Kai
Normann Andersen Medley manglede pludselig hornsoloen, som ellers plejer at
binde to dele så skønt sammen. Synderen blev naturligvis skældt hæder og
ære fra bagefter, men han havde en skudsikker undskyldning : "Jeg
kunne ikke se dirigenten på grund af regnen !" Den var da vist
helt gal med ham – solstik eller sådan noget ? Solen strålede fra en
skyfri himmel og det var mindst 35 grader i skyggen – og så sad vi
endda midt i solen - så den måtte han vist længere ud på landet med. Men
det passede altså ! Det havde nemlig regnet – ganske voldsomt endda
– fra hans kasket ! Han (og alle andre i øvrigt) svedte så meget at
det løb i stride strømme, og lige efter koncerten så vi ud som om, vi havde
vasket hår.
Efter vores egen koncert fandt vi nogle stole (i skyggen) og hørte det
næste orkester spille. Men der var fem orkestre endnu, så efterhånden
begyndte folk "at sive". Og så var der jo også annonceret en
guided tour i byen - kun for os - klokken 12. Turen var udmærket, og vi så
flere interessante ting - f.eks. det gamle munkekloster, som lå lige ved
siden af nonneklosteret. Der skulle efter sigende være adskillige
underjordiske gange imellem de to bygninger ! Vi så også byens borg, som
har lagt billede til een seddel af landets valuta. Guiden begyndte at tage penge
op af lommen. Skulle man nu også betale, bare for at stå og kigge på en
borg ?!??! Men nej, det var bare for at vise os, at man var kommet til at
spejlvende billedet, da man lavede pengesedlen (eller måske da man byggede
borgen efter sedlen ?) Utroligt, at det kan ske, men det runde tårn var
altså forkert placeret. Vi kom også forbi en større, mere eller mindre
tillukket bygning, som vi fik at vide var sygeplejeskole og -kollegium. Så
var det måske ikke så underligt, at byen var fyldt med smukke, unge
kvinder. Og da vi kom gående på vej tilbage til hotellet ad en gade tæt ved
torvet, kunne vi tydeligt høre det sidste orkester spille - ak, godt man
ikke var det sidste !
Lydprøve i koncertsalen - det må vi altså have. Sådan lyder det (altid)
fra dirigenter. Det var nok bare en undskyldning for endnu en prøve med
orkesteret. Og det var vist meget godt, for der var da også et par steder,
hvor dirigenten ikke helt kunne følge orkesteret (!) Men det var også alt
for varmt !!! Koncertsalen var meeeget varm. Det var ærlig talt ind imellem
svært at være fuldt koncentreret. Heldigvis skulle selve stævnekoncerten
forgå om aftenen, hvor salen ville være mere passende tempereret.
Stævnekoncert startede med meget få tilhørere. Det dér, med at sive, er
åbenbart ikke noget, som det kun er os, der kan finde på. Deltagerne fra de
øvrige orkestre kom nemlig sivende efterhånden. Vi spillede (igen) som
nummer to, så salen var blevet fyldt nogenlunde op. Stakkels nummer først
og nummer sidst !
Tilbage til hotellet for at få aftensmad. Vi sad som sædvanligt i et
lille lokale for os selv, og blandede os kun med hinanden til dette store,
internationale stævne. Menu'en var den samme - morgen, middag og aften -
tynd suppe med tørt brød, svinekød med div. (ubestemmeligt) tilbehør, og
til aften en eller anden lille dessert. Kokken kan ikke have mange stjerner
i Michelin-guiden !!!
Næste dag - bustur ud af byen. På et øde torv stillede vi op. Det kunne
da aldrig være meningen, at vi skulle spille her - for fuglene og de to
landsbytosser ??!!? Men kirken på torvet var stopfuld, og da gudstjenesten
kort efter var forbi, og vi begyndte at spille, havde vi pludselig mange
hundrede tilhørere. Vi fik dog javet de fleste væk i løbet af vores
koncert, så vi kunne komme til at sidde ned og få noget øl. Når det er 35
grader i skyggen, skal man ikke stå i solen (og spille). Man skal sidde i
skyggen og nyde en kølig ... !
Frokosten blev anderledes. Vi blev kørt til et sted, der på det nærmeste
lignede en mellemting imellem et industrikvarter og sovebyens villakvarter.
Men igennem den lille dør - inde bag ved muren, der åbenbarede sig det mest
charmerende lille spisested. Masser af blomster, grønne, skyggefulde
planter og hyggelige borde at sidde ved. Og servitricen - servitricen ! Hun
var en oplevelse - en hel rejse værd ! Da hun f.eks. lænede sig forover,
ind over bordet, med sin ir-grønne, stramme bluse (som må være lavet af
kamel-uld, for man kunne tydeligt se puklerne !!!), for at tage imod
bestilling af drikkevarer, så var det altså, at Niels - med store,
drømmende øjne - kom til at bestille mælk !!! Menu'en var den sædvanlige,
som vi kendte fra hotellet - suppe fulgt af svinekød. Men denne gang var
det anderledes. Suppen smagte af noget, brødet var frisk, og maden var
tilberedt med virkelig omhu. Det var en sand, gastronomisk oplevelse, og
kokken fortjener en hel masse stjerner. Men vi kan desværre ikke anbefale
stedet - for vi aner simpelthen ikke, hvor det ligger eller hvad det
hedder.
Busudflugt til TRAKOSCAN - hvad mon det er for noget ? Det viste sig at
være en borg fra det 13. århundrede bygget helt oppe på toppen af en lille
klippetop, så der var en fantastisk udsigt til den smukke sø og den lille
lund lige op ad borgklippen - og til det meste af resten af Europa !
Temmelig imponerende. Borgen var indvendigt ved at blive sat i stand. Selv
om dele var afspærret, og der rundt omkring stod både stilladser,
malerspande og el-ledninger, som hang ud af de bare vægge, så fik vi set
masser af gamle, flotte møbler, malerier, rustninger og alt, hvad der nu
hører til i en rigtig borg. Også temmelig imponerende. Guiden fortalte, at
man under restaureringen, som tilsyneladende havde stået på i årevis, den
dag i dag stadig fandt skjulte døre i panelerne og hemmelige gange og rum
inde i de tykke mure.
Børge, som til dagligt er ejendomsmægler, havde store problemer med
"hammerslags-prisen". Han har nok manglet noget at sammenligne
med, for der er nok ikke rigtig gang i salget af borge på Fyn ? Senere på
busturen opnåede samme Børge at få en meget omfattende udvidelse - ja
nærmest en hel ny opfattelse af begrebet "håndværker-tilbud", som
han jo ellers så tit bruger derhjemme. Men her har det maaaaaaange flere
gradbøjninger og under-opdelinger, end i Danmark. Mange huse var stærkt
forfaldne. Og vi tror ikke, at det skyldes krigens hærgen få år tidligere.
Omkring halvdelen af husene var simpelthen bare faldefærdige. Og de lå
klods op ad yderst velplejede eller helt nyopførte huse. Og det hele var
altså beboet. Det var nok forskellene i landet, som var det mest slående.
Et godt musik-stævne har altid en festbanquet, hvor der er gjort lidt
ekstra ud af maden m.v. og der er musik og dans i international blanding og
samhørighed. Her var der også gjort særdeles meget ud af talerne. Maaaange
taler og overrækkelser af alt muligt skrammel til et hav af forskellige
(vigtige og betydende) personligheder. Det gik dog hen over hovederne på
nogle stykker fra orkesteret - for de sov ganske udmærket undervejs, imens
de sad ret op og ned ved bordet.
Middagen var faktisk OK. Kokken havde gjort sig umage til denne aften.
(Han kom dog slet ikke bare i nærheden af niveauet for dagens frokost. )
Kammeratskabs-aftenen blev lidt særpræget. Orkestrene sad hver for sig,
og der blev ikke gjort forsøg på at blande sig på nogen måde. Så snart vi
havde lagt desertskeen, begyndte de første endda at sive (det skete altså
meget på denne tur !) Efter ikke-ret-mange timer, var salen ved at være
halvtom, og så blev skillevæggen, som kunne opdele det store rum i to
pludselig lukket til. Lidt efter kunne vi høre, at de begyndte at støvsuge
og stille stolene op på bordene i den halvdel af festsalen, som var inde
ved siden af.
---o0o---
Hjemturen begyndte før vi vågnede ! Meeeeget tidligt om morgenen. Og så
endda efter "et brag af en festaften". Vi kan bekræfte, at det
altså er lidt svært at sove færdig i et sidde-ret-op-og-ned bussæde.
Heldigvis havde chaufføren til gengæld lært vejen lidt bedre at kende, så
turen tilbage til Østrig tog ikke helt så lang tid, som udturen.
Vi var vel ankommet til stationsbyen Villach i Østrig og skulle kort
efter med tog tværs igennem Østrig. Det var midt på dagen, og solen
skinnede - helt ind midt i kupe'en !!! Det var altså meeeget varmt.
Heldigvis var vi jo i et civiliseret, vestligt og højt industrialiseret
land, så de lokale togvogne var vel (?) udstyret med aircondition - for
sker det jo, at solen skinner i Østrig og at togvognene bliver varme - ikke
??!?? Men nej, aircondition var godt nok installeret, men den virkede altså
bare ikke. Og så kan det godt blive ret varmt i sådan en togkupe. Heldigvis
var der også en løsning på det lille problem. For vi havde jo været til
orkesterstævne - det bliver man træt af. Og så var vi javet meeeget tidligt
ud af fjerene i morges. Derfor var der en del i orkesteret, som gik helt glip
af varme-problemerne. De kom faktisk sovende til Tyskland. Gik det bare så
let altid !
Vi havde 3½ times ophold i München. Nogle orkede ikke at forlade
banegården, så vores bagage var under opsyn. (En bagagebox kan i øvrigt
dårligt rumme både en tuba, et trommesæt og fem trompeter, så det var da
lidt heldigt. ) En "lokal-kendt" anbefalede os at besøge Augustiner-haven.
Den er som "de små haver" på Frederiksberg, med hyggelige runde
borde og god mad og drikke. Men størrelsen - størrelsen. Den lille hyggelige
have fyldte mere end en fodboldbane (med linievogtere, pressefotografer og
det hele) og der var mindst 1.000 siddende gæster. Men alligevel virkede
den vældigt hyggelig. Vores lille nips af en servitrice fik flere
"søde" kommentarer med på vejen, for hun så egenligt ret godt ud,
men det stoppede pludseligt, da hun kom med øl til os - 10 fyldte
hel-liters ølkrus i hænderne - fem i hver hånd, det er da enkelt !
Resten af hjemturen forløb relativt smertefrit. Kort efter grænsen til
Danmark begyndte vi at tage gribende afsked med hinanden. Dem, der stod
først af toget, skulle på ferie i Sønderjylland, en del skulle naturligvis
af i Odense etc... Men da toget var godt og vel en time forsinket (bl.a.
fordi gamle togvogne ikke må køre stærkt på de tyske hurtigstrækninger) så
glødede orkesterets eneste mobiltelefon hele formiddagen med meldinger om,
hvornår familien burde indfinde sig på de respektive banegårde til den
forventede og længe planlagte, gribende hjemkomst-modtagelse. Og den
stakkels (enlige) mobiltelefon-ejer, Lars har ikke fået regningen endnu ...
Det er nok tvivlsomt, om mobilen får lov at komme med på den næste tur
??!?!?
---o0o---
Oversigt over FISAIC-stævnerne :
FISAIC-stævnerne startede i 1959 i Nancy i Frankrig.
Derefter i 1963 igen i Nancy
Så kom turen til Danmark i 1965, hvor Århus var værtsby.
Næste stævne i 1967 var i – gæt ? – i Nancy
Så kom der lidt fornyelse i 1969 i Nürnberg i Tyskland
Og i 1972 i Frankrig igen – men dennegang i Charleville
Tyskland var på igen i 1974 i Karlsruhe
Så kom stævnet til et nyt land – Østrig i 1979 i byen Wels, hvor
KJO deltog for første gang.
København var værtsby i 1982, med KJO som hårdtarbejdende arrangør. Der
var 800 glade musikere, som spillede sammen på Amalienborg Slotsplads. Men
Dronning Margrethe gik glip af det hele, da hun havde valgt at være ud af
byen i de dage.
Næste stævne var i 1985 i Belgien i byen Oostende. Også dengang kom KJO
kørende i en bus til et jernbanestævne !
Derefter i 1988 i Norge i byen Hamar. Dennegang var togforbindelserne i orden.
Eet samlet tog kom kørende op igennem Europa og tog orkestre og vogne på
efterhånden. KJO stod selvfølgelig på toget i København.
Fire år senere – i 1992 - var stævnet i Freiburg i Tyskland. Men
der var gået lidt knas i systemerne hos DSB Musik, så de danske
jernbaneorkestre var slet ikke repræsenteret
Det var de heller ikke i 1995, hvor stævnet kom til byen Budapest i
Ungarn. Jo jerntæppet var godt nok væk.
Det seneste stævne - i 1999 - var det ovenfor omhandlede i Kroatien i
byen Varazdin, som ligger en lille smule nord for hovedstaden Zagreb.
Vi ved endnu ikke hvor det næste stævne afholdes, men vi skal nok være
med, stol på det !
---o0o---
|
