|
Denne side er temmelig
lang. Men den er helt sikkert værd at vente på .....
Klip fra vores
dagbog :
Københavns Jernbane Orkester har haft den store fornøjelse at være
den praktiske arrangør af forårets store musik-begivenhed - det 11. nordiske
jernbane musikstævne.
Alt i alt synes vi selv - og stort set alle dem, vi har spurgt -
at det er gået rigtig godt. Men der er naturligvis altid i så stort et
arrangement både plusser og minusser.
Hvad der vejer mest afhænger naturligvis af øjet, der ser og øret,
som hører.
Vi synes selv, at noget af det største var opevelsen af, hvordan ca. 550
festlige, glade og noget højrøstede musikglade (-gale) mennesker pludselig
blev helt stille - ja, fuldstændig lydløse, da Trio Rococco begyndte at
spille under festbanquetten lørdag aften.
Og det væste var,
da guiderne fra Hjemmeværnet, som skulle styre stjerne-marchen gennem den
Københavnske trafik (og mange vejarbejder...) - udeblev !
Måske synes du, kære læser, at andre ting er vigtigere og vejer
mere - også selv om du måske ikke selv har kunnet været med, men blot er
nysgerrig efter at høre om vort arrangement. Døm selv - for her er nogle klip
fra vores dagbog - nogle få "oplevelser", som vi har haft i
forbindelse med tilrettelæggelse - detailplanlægning - afvikling og
efterbehandling - af det 11. Nordiske Jernbane Orkester Stævne nogenlunde i
den rækkefølge, som vi oplevede dem .......
|
Dagbog for KJO-bestyrelsen om det Nordiske Jernbane
Orkester Stævne
|
|
Forår 1996 - KJO siger ja til at arrangere
stævnet.
Det er to år ude i fremtiden; der er masser af god tid !
|
|
Maj måned 1997 - 12 måneder inden
"D-day"
Det første møde i bestyrelsen for Københavns Jernbane Orkester, hvor
planlægningen af stævnet for første gang rigtigt blev diskuteret. ...... Der
er god tid ! .....
|
|
Juni måned 1997 - 11 måneder inden
"D-day"
Der er stadigvæk god tid - men nu skal alle de praktiske detaljer
"lige" på plads.
1) Der skal være en fælles koncert. Hvor ?
Vi vil gerne have koncertsalen ved Sankt Annæ Gymnasium. Den er meget
god at spille i, og der er mange lokaler ved siden af, som vi kan bruge til
opvarmning, udpakning af instrumenter, omklædning m.v.
Måske kan vi også holde fest i den store kantine, som er ved siden af
koncertsalen.
Vi beslutter at skrive til dem for at reservere lokalerne. Vi har brugt
koncertsalen tidligere, og vi har gode personlige kontakter. Det skulle
ikke være noget problem !
|
|
|
August måned 1997 - 9 måneder inden
"D-day"
Vi får svar - der er ikke plads på Sankt Annæ Koncertsal !
Pinsekirkens Bevægelse (eller noget i den retning) skal bruge lokalerne
- ikke til en koncert -koncertsalen er ledig. Men de skal holde et
stor-møde i kantinen, og derfor må vi ikke spille inde i salen på samme
tid.
Nu er der ikke længere god tid.
Det haster med at finde en koncertsal, hvor der også er plads til at
holde kammeratskabsaften efter den lange stævnekoncert. Vi venter ca.
300-350 deltagere, så der skulle være flere muligheder i det Københavnske
område.
På forespørgsel siger vi generøst, at alle orkestre er meget velkomne.
Hvorfor skulle vores dødgode arrangement være forbeholdt "nogle
få" ??
Desværre (?) betyder det efterhånden, at der er så mange tilmeldte
orkestre og deltagere, at de fleste spillesteder i det københavnske område
- incl. opland og forstæder - er for små. Hwa' nu ???
|
|
|
September måned 1997 - 8 måneder inden
"D-day"
Tivolis koncertsal er en (oplagt ?) mulighed. Vi har også flere gode
kontakter i Tivoli. Den må da være helt sikker !
(Nej det var den absolut ikke...)
Vi har faktisk fået tilsagn fra Øksnehallen. Der er bare lige det, at
det koster omtrent det samme som en mellemstor bondegård - med småsprossede
vinduer og det hele !
Er det virkelig vores eneste mulighed ?!??!
|
|
|
Slutningen af november 1997
Fra Sankt Annæ får vi nu at vide, at de har skiftet administration,
restauratør m.m. så vi kan godt få salen alligevel. -
- JUBiiiiiiiiiiiiiiiiiiii
-
|
|
|
Årsskifte 1997/98
Nu begynder det at gå stærkt. Mange af de små og store aftaler falder på
plads.
Bedst var nok, da vi skulle vælge vin til middagen - en vinsmagning, som
vi knapt nok kan huske med sikkerhed !
|
|
|
Mandag den 27. april 1998 - 4 uger inden
"D-day"
General-strejke bryder ud i hele Danmark.
Der bliver hurtigt udsolgt i butikkerne af mælk, brød og ikke mindst gær
!
Danskerne hamstrer varer som om der var udbrudt hungersnød eller 3.
verdenskrig. Men det kan da umuligt påvirke vores stævne - der er jo en hel
måned endnu ?
Alle virksomheder lukker, også dem, der skal trykke programmer, levere
skilte, duge og lysestager, øl og vin ............. Hvad nu ???!?!!??
Hvis strejken varer længe, vil hele stævnet måske blive aflyst ??
Heldigvis slutter strejken allerede efter 10 dage - men det viser sig,
at den har lavet slemme dønninger langt ind på sommeren !
|
|
|
Tirsdag den 19. maj - to dage endnu
Vi har (selvfølgeligt) brugt internettet meget flittigt til
kommunikation med de deltagende orkestre. Næsten 100 e-mail's er det blevet
til. Men der er stadigvæk på dette meget sene tidspunkt flere (norske)
orkestre, som vi ikke kender de nøjagtige deltagerantal på !
Og så vil printeren pludselig ikke udskrive - kan vi nu heller ikke få
lavet programmer til fredagens store stævne-koncert ?!??!
|
|
|
Torsdag den 21. maj klokken 11.10 - nu er det
vist lige før ...
Københavns Universitet : Her skal oversættelsen af programmet til Finsk
afhentes. MEN døren til universitetet er låst ! Vi har en aftale med den
eneste finsk-lærer i Danmark, som skulle være på sit kontor et eller andet
sted i universitets-bygningerne. Heldigvis er der en side-indgangsdør, som
står på klem. Er ved at fare vild i det store universitets-komplex. Tak
skæbne - det var lige med at ende med eksamen i antroposofilogi !
Endelig - har fundet den rigtige afdeling. Her er døren til lærerens
kontor - også låst !!!
Læreren sidder nu alligevel derinde, og er ikke færdig med oversættelsen
! Der mangler heldigvis ikke ret meget. Nu skal vi bare have en diskette
med teksten på Finsk, og så hjem til egen computer og flette det sammen med
billeder og andet godt fra det dansksprogede program.
MEN - læreren bruger MAC !!!
Så kan disketten overhovedet ikke bruges i vores computer. Hvad nu
!!?!??
Heldigvis kan læreren finde en computer, som kan konvertere imellem de
to meget forskellige edb-systemer. Disketten i lommen og så afsted. Der er
altså ikke ret megen tid tilbage.
|
|
Fredag den 22. maj
Nordisk Jernbane
Orkester stævne 1998
Stævnet åbnes officielt ved modtagelse på Rådhuset klokken 13.00
|
|
|
Fredag morgen klokken 9.30 - 4 musikkorps fra
Norge ankommer med båden Oslo-København
SJ Musikkår Stockholm står klar og spiller ved modtagelsen af de norske
musikvenner. Vores guide, Søren Gottfredsen som skal tage sig af de fire
norske orkestre, er også klar. Alle er meget klar.
Der kommer tre busser. Vi kigger længe efter den sidste ...
Men der er altså kun tre busser. Det norske rejsebureau har ikke vidst,
at et musikkorps har meeeeeget bagage. De talte kun antallet af personer og
troede åbenbart, at der var siddepladser nok i de tre busser. Mange må derfor
stå op i bussen på vejen ud til hotellet, mens tubaer, trommer og meget
andet optager siddepladserne.
Og hvad Søren Gottfredsen heller ikke ved, er at det norske rejsebureau
også har opdelt orkestrene på to forskellige hoteller... Det er vist mere
end kun een mand kan klare, men nu er vi på vej ud til hotellerne, og der
er altså kun kommet een guide med.
|
|
|
Fredag den 22. maj klokken 13.00
Åbningen af stævnet går (næsten) efter planen. Ganske vist har et norsk
orkester ikke læst deres program ordentligt, og ankommer for sent. Alle
øvrige deltagere står og spiller nationalmelodier nok så nydeligt. Så den
forsinkelse må vel anses for en mindre detalje. (Også selv om de ikke nåede
den bus, der var bestilt til dem, men måtte kontakte det lokale politi og derfor
blev kørt til centrum i en politibus !)
Receptionen på rådhuset går helt i top.
God stemning, god mad, tilfreds kulturborgmester, og masser af glade
mennesker.
Transporten fra rådhuset til koncertsalen går derimod ikke helt efter
planen. Det var hensigten, at nogle få busser skulle køre i pendulfart, men
busselskabet stillede med 10-12 busser, så samtlige deltagere ankom
samttidigt, hvorfor kapaciteten i ølhanerne helt klart slet ikke var
tilstrækkelig ! Meget tæt på en katastrofe - i hvert fald kaos !
|
|
|
Fredag den 22. maj klokken 16.30 - 21.20
Koncert af alle medvirkende orkestre for alle medvirkende musikere.
Efter manges udtalelser en flot og vellykket koncert. Dog var en enkelt
orkester af den opfattelse, at de selv skulle bestemme, hvornår de skulle
gøre deres entré på scenen - og den skulle åbenbart være tom i næsten 10
minutter forinden primadonna'erne fra Nyborg Jernbaneorkester indtog scenen
- og så spillede de endda lidt mere tid, end alle andre orkestre.
Alt i alt blev hele koncertprogrammet dog kun ca. 20 minutter forlænget,
så skaden var måske ikke så stor.
|
|
|
Fredag (nat) den 22. maj klokken 01.45
Efter en meget lang aften - og en god fest med både fejende dansemusik
og andet godt, møder Jesper og Ulla fra stævneledelsen op på hotel Absalon.
Men der er intet værelse til dem. Portieen har maaaange lister med maaaange
notater og kruseduller på. Men oplysninger om Jespers værelse er ikke til
at finde... Det er altså ikke særligt morsomt at stå med fyldte kufferter
og andet håndbagage, midt om natten i København, uden tag over hovedet.....
Hotellets (meget unge) personale mener nok, at de kan driste sig til at
tilbyde en øl på hotellets regning, mens de leder videre i deres maaaange
papirer.
Jesper og Ulla finder ud af, at man godt kan bruge en overfyldt kuffert
og en trækbasun-kasse til at lægge fødderne op på, mens man sidder og
venter. Det giver da en lille smule hvile !
|
|
|
Fredag (nat) den 22. maj klokken 03.15
Man har nu fundet den meget savnede liste, hvor Jespers navn fremgår.
Der skal altså være et værelse til ham - og Jesper er meget lettet. nu kan
han endelig komme i seng for i aften.
MEN ak - der er faktisk ingen ledige værelser på hotellet. Man har lejet
hans værelse ud til en anden, fordi man ikke havde den rigtige liste
fremme, da der kom andre, "fremmede" gæster.
Nu bliver der ringet til hotel-direktøren. Han er sur over at blive
vækket midt om natten. Men det er vand i sammenligning med Jespers humør på
dette tidspunkt. Direktøren kan efterhånden godt se, at hans hotel har
lavet en (alvorlig) fejl. Han tilbyder at finde et ledigt værelse på et
andet hotel, som hans hotel vil betale for. Hvis der altså er ledige
hotel-værelser at finde på denne tid af natten !
|
|
|
Fredag (nat) den 22. maj klokken 04.05
Jesper og Ulla har nu endelig fået et hotel-værelse. På et førsteklasses
hotel, hvor der er al mulig luksus indbygget. Og på 17. etage, hvor
udsigten er fantastisk. Men de er så trætte, at de kun har lyst til at
sove. En bænk i parken havde været lige så godt !
De skal også have et hotelværelse næste nat. Men kan de nu også få lov
til at beholde det fornemme værelse også næste nat ???
(((Nej, da)))
|
|
Lørdag den 23. maj
Nordisk Jernbane
Orkester stævne 1998
Stjernemarch
Hvert orkester har fået tildelt en plads eller et torv, hvor de skal
spille en lille koncert inden stjernemarchen påbegyndes på et bestemt
klokkeslet. Guider fra Hjemmeværnet skal gå foran hvert orkester igennem
byen, så alle orkestre ankommer med eet minuts mellemrum til Christiansborg
Slotsplads, hvor alle orkestre skal spille sammen. Marchturene er alle
spadseret igennem flere gange, og det hele er timet yderst præcist - næsten
som en rigtig militæraktion. Set ovenfra vil det ligne en stjerne.
Hjemmeværnets guider skal komme klokken 09.30. Klokken 9.45 er de endnu
ikke dukket op !!
Alt er meget tæt på kaos. KJO's orkester bliver til vores dirigents
meget store utilfredshed stærkt reduceret da flere orkestermedlemmer må ud
og lede efter bortkomne, udenlandske orkestre. . Nogle orkestre står et
helt forkert sted, men spillet bliver der da. Og marchturene går på en
eller anden måde også - selv om flere orkestre fandt helt andre veje frem
til slotspladsen, end dem, der var marcheret igennem på forhånd, og timet
og tilrettelagt.
Stockholms orkester tog simpelthen en taxa !
Taxaen kørte langsomt foran orkesteret, som marcherede med fuld musik i
fin stil. Smart fundet på !
Og på en eller anden uforklarlig måde lykkedes hele stjernemarchen
faktisk, og de planlagte fællesnumre blev spillet - dog indimellem med
anderledes og ganske overraskende, udenlandske "fortolkninger" af
Wonderfull Copenhagen og Københavner March, end vi selv
havde ventet !
|
|
|
Lørdag den 23. maj - tur til Kronborg med
veterantog
En meget vellykket tur.
Og stævneledelsen får et hårdt tiltrængt pusterum - dog kun for at blive
konfronteret med nye problemer, som omhandler lørdagens festaften og
festmiddag. Men nu var der ikke mere, som kunne ryste os. Alt blev klaret i
fin stil, så alle kunne slappe af og nyde festaftenen.
|
|
|
Lørdag den 23. maj - festaften med festmiddag og
meget andet
Efter vores mening - en fest helt i top.
Især underholdningen med Trio Rococco. De var lidt nervøse, da de
pakkede ud og stillede deres instrumenter op, for det var en temmelig
højrøstet forsamling af øl-drikkende musikere, som de stod overfor. Men så
snart den første tone lød, fra Niels Eje's obo, så blev der fuldkomment
stille. Man kunne lige netop ikke høre en knappenål falde
til gulvet - på grund af obo'en. Snart satte også cello og harpe ind - og
at høre den klassiske sammensætning kaste sig ud i swingende Beatles-numre
og meget andet - det var ganske enkelt forrygende
!
De 600 tilhørere turde knap nok rykke på en stol, for ikke at forstyrre,
og imellem numrene larmede et bifald så stort, som havde de vundet
MelodiGranPrix eller sådan noget - efter hvert eneste nummer.
Bestyrelsens overvejelser blev klart gjort til skamme - for under
planlægningen havde man diskuteret, om deres honorar ikke var lige i
overkanten i forhold til stævnets samlede budget - men det var det absolut
ikke !!!
|
|
Søndag den 24. maj
Nordisk Jernbane
Orkester stævne 1998
Hjemrejsedag - stævnet er slut
Da vi spadserede hjem fra flyvebådene, hvor vi havde spillet for de
svenske orkesterdeltagere - og sikret, at de alle tog hjem til Sverige igen
(vi turde ikke tage chancer på det punkt !) - mødte vi vores
"venner" fra hjemmeværnet - opstillet med afspærring og det hele
på Christiansborg Slotsplads.
Var de kommet en dag for sent ??!!?!?!
Så det ikke fuldstændigt ud som om, de var ved at gøre sig klar til at
modtage en stjernemarch med 14 orkestre og 550 spillende jernbanemusikere
?!??!
Nej, dog ikke. Der var maratonløb eller noget i den retning i byen.
Og vi har endnu ikke fundet ud af, hvorfor de aldrig dukkede op til
vores stævne. Selv om vi har aftalen på tryk - på politi-hjemmeværnets
brevpapir; men hvad glæde har vi af det - nu ?
|
|
|
---o0o---
|
|
|
Efterskrift ....
Alt i alt synes vi, at det var et vellykket stævne, og vi er glade for,
at så mange deltog. Det var kun de danske orkestre, der glimrede en del ved
deres fravær - men det er dem selv, der er gået glip af en stor oplevelse.
Vi var selv med, og det er vi glade for. Vi er også glade for den hjælp, vi
fik. Alle skal have en stor tak. Vi vil ikke fremhæve nogen specielt, men
alligevel - for Lars fra Randers, der spillede med os, skylder vi en meget
stor tak. Ikke udpræget for hans musikalske formåen, selv om hans trompet
da indtil flere gange ramte nogle rigtige, københavnske toner. Men fordi
han kunne tage al den gas og spas, som vi ikke kunne dy os for at lave med
ham. Han luskede ganske vist af midt om natten lørdag/søndag, men det var
vist nok for at nå det første tog hjem til Nordjylland. Og han har helt
sikkert haft meeeget at tænke over på den lange togtur hjem.
Vi har tænkt på at invitere ham med på vores efterårs-tur til Tyskland.
Og vi er meeeget spændte på, om han siger ja !
---o0o---
På vegne af en meget brugt bestyrelse for KJO
|
|
|