Musik, komponister, instrumenter mm

Mennesket kom til jorden for ca. 150.000 år siden, og ”allerede” 100.000 år senere ser man de første eksempler på musikinstrumenter i form af fløjter og strengeinstrumenter.

Musik, dans og underholdning har således meget tidligt været en del af tilværelsen.

Kort efter er trompeten, som den første messingblæser, kommet til (selv om den ikke var lavet af messing i de første mange tusinde år). Alle øvrige messingblæsere (basuner, tuba'er, horn mlfl.) har sine rødder i denne forhistoriske trompet.

Men formålet med trompeten noget ganske andet. Instrumentets kraftige lyd blev brugt til at skræmme fremmede væk, advare store områders befolkning om trusler, og senere at signalere til soldater om troppeformation og angreb. Uha !

I KJO har vi valgt ’at sidde på to stole’, idet vi jo anvender trompeten, og alle dens efterkommere i messingblæserfamilien, men vi spiller trods alt musikken for at underholde.

Herefter følger en mere detaljeret beretning udviklingen – primært i messingblæserfamilien.

Slagtøj, hvor lyden kommer ved at slå på de materialer, som instrumentet er lavet af.

Strengeinstrumenter, hvor lyden kommer ved at bringe en streng i vibrationer. Dette omfatter violiner, guitarer, klaverer og meget andet.

Blæseinstrumenter, hvor lyden stammer fra en luftsøjle, der vibrerer inde i et rør.

Elektriske instrumenter, der danner elektriske signaler, som sendes ud igennem en højttaler.

Det er blæserne, som ligger vore hjerter nærmest, derfor fortsætter vi med dem.

Orglets lyd fremkommer ved, at en luftstrøm blæser hen over en skarp kant i orgelpiben, og derved sætter luften inde i piben til at vibrere.

Enhver, der har kigget på et kirkeorgel ved, at det er de store piber, der laver de dybe toner, og de små, der laver de højeste toner. (Man skal altså ikke tro på det, man hører ude i byen. Det er størrelsen, det kommer an på !)

Orglets måde at lave lyd på er den samme, som anvendes i fløjten. De øvrige træblæsere ’snyder’ lidt ved at bruge et BLAD (nærmest et stykke træflis). Dette bringes til at vibrere og der pustes luft henover, som så også vibrerer. [Dette er således også forklaringen på, at saxofonen, der jo anvender et blad, tilhører træblæserne, selv om den er lavet af messing]. Læs mere om træblæsere længere ned i historien.

Messingblæserne frembringer lyden ved at få deres læber til at vibrere og puste luften ind i instrumentet igennem sammenpressede, vibrerende læber.

I indledningen blev det påstået, at mennesket dukkede op på jorden for 150.000 år siden, og trompeten dukkede op for 50.000 år siden. Det er i princippet rigtigt, men det er nok en lige lovlig simpel udlægning.

Der er ingen, som ved noget med sikkerhed, for alle fra dengang er jo for længst forsvundet fra denne jords overflade. Så det er vel blot et spørgsmål om tro og overbevisning. Videnskaben tilsiger, at der har været liv på jorden i 300 millioner år, men at de første menneskelignende væsener opstod for 7 millioner år siden. Det var aber, som kom ned fra træerne og begyndte at gå oprejst. (hvis det er rigtigt, så kender jeg nogle fyre, som må have en betydelig kortere stamtavle, end alle os andre !) For omkring to millioner år siden opstod "homo habilis", som fremstiller og bruger redskaber - og ild !. Men først omkring 150.000 år siden eksisterede "Homo Sapiens", et menneske, med ben længere og kraftigere end armene, og som går oprejst, og derfor har hænderne fri til at bruge redskaber m.m.

Man kunne måske tro, at udviklingen så ville tage fart, men det gik i et relativt beskedent tempo i starten. Men de havde også deres at slås med. Den sidste istid, som dækkede den nordlige halvkugle (Canada, Rusland og Skandinavien) var inde i sin koldeste periode for ca. 20.000 år siden. Og den sluttede først 10.000 år senere, omtrent samme tidspunkt, som mennesket lærte sig at dyrke deres egne afgrøder, og derved ikke længere skulle flytte efter dyreflokkene, som de jagtede, hele tiden. For første gang i menneskehedens historie byggede de permanente boliger, og snart fulgte landsbyer og byer. Omkring 5.000 f.kr. begyndte de første egentlige civilisationer at opstå langs flodbrederne, hvor jorden var mest frugtbar til agerbug -Sumererne, Assyrerne, Babylonerne og mange andre.

På den baggrund er det egentligt imponerende, at man for 50.000 år siden opfandt trompeten !

Men det var naturligvis ikke helt i den form, som trompeten har i dag. Trompeten er faktisk det instrument, som har forandret sig mest igennem tiderne. (Trækbasunen mindst !)

I starten var det dyrehorn hvor spidsen blev skåret af, og så kunne de blæses på ligesom trompeterne i dag. Instrumentet Sohfar, som er lavet af et vædderhorn, blev faktisk brugt af det hebraiske folk i ældgammel tid, og er nævnt i bibelen.

Den ældste trompet, der bare ligner noget af den trompet, som anvendes idag, blev fundet i 1922 i den ægyptiske farao Kong TutAnkAhmon’s gravkammer. Det daterer sig til omkring 1.500 år f.kr.

Der blev faktisk fundet to – én i sølv og én i kobber. Det Ægyptiske Museum i Cairo lavede i 1939 en optagelse for BBC, hvor der blev spillet forsigtigt på sølvtrompeten (med et moderne mundstykke). Optagelserne er helt unikke, da der sandsynligvis aldrig mere vil blive forsøgt spillet på de skrøbelige, gamle trompeter. Men trompeten var altså fuldt funktionsduelig.

Der er tilsvarende fund i det gamle Kina, Peru og Tibet fra omtrent samme periode.

I Skandinavien fandt vi på at lave det besynderlige instrument LUREN engang i bronzealderen (yngre bronzealder 1.000-500 f.kr.) Instrumentet er i familie med det schweiziske alpehorn, hvis oprindelse fortaber sig i historiens tåger. Alpehornet er med sine ca. 4 meter dog dobbelt så langt som luren.

Når luften vibrerer inde i et rør, så er det størrelsen, altså længden, der bestemmer tonehøjden. Dette er rørets grundtone.

Disse overtoner svinger med, sammen med grundtonen, men med svagere og svagere styrke opad i registeret. En helt overtonefri tone kaldes en sinus-tone og den kan faktisk kun skabes elektronisk. Alle blæserinstrumenter klinger således med både den grundtone, som spilles, og så en masse overtoner til denne. Instrumenternes forskellige udformning og materialer gør, at vi tydeligt kan skelne imellem de forskellige instrumenter, selv om de spiller samtidigt. Vi kan altså f.eks. lytte efter - og høre - en klarinet, selv om messinggruppen "brager derudaf". Selv et enkelt instrument, f.eks. en trompet kan klinge meget forskelligt hvis den er lavet af henholdsvis 'mest messing' eller 'mest kobber'. To sådanne instrumenter, som spiller helt den samme melodi, er vi i stand til at høre adskilt.

Derimod er vi ikke i stand til at skelne imellem et enkelt instruments grundtone og de tilhørende overtoner. De høres som en samlet klang. Man taler om instrumenternes klangfarve, som er påvirket af materialevalg, rørdiameter, koniske eller helt lige rør, indvendig ru eller glat overflade, klangstykkets form og størrelse m.m. Instrumentbyggeri er derfor efterhånden blevet til et kompliceret og forfinet håndværk. Vi er således kommet langt, siden de første "dyrehorns-trompeter".

I stedet for (kun) at ændre på rørlængden, for at spille forskellige toner, så kan man udnytte overtonerne. Ved at "overblæse" spiller man ikke grundtonen, men derimod een af de højere liggende overtoner. Prøv selv at puste på kanten af en ølflaske. Det er ikke så svært at få en tone frem. Pust så meget kraftigere, og der kommer en overtone frem. Der skulle kunne komme 3-4 pæne toner frem, dog lidt afhængigt af, hvor meget øl, du drikker undervejs !

Dette betyder, at en blæser har en grundtone samt et antal overtoner at kunne spille. Alle mellemliggende toner er uden for rækkevidde. Men på grund af halveringerne, så ligger disse overtoner (naturtoner) tættere og tættere sammen, når man kommer op i højden. Men det kræver kraftigere og kraftigere overblæsning, jo højere man vil spille, så det, at spille i højden, er en svær disciplin for enhver blæser.

På et klaver er der nøjagtigt en halv tone imellem alle tangenterne. Man kan derfor spille uhindret i enhver toneart, blot ved at rykke klaverstolen, man sidder på, lidt til højre eller venstre ! Men blæsernes overtoner fungerer desværre ikke helt på samme måde. Der er nemlig nogle af overtonerne som er falske ! Den 6., 10., 12., 13., 17....overtone klinger lidt for lavt. Nogle er lidt værre end andre, og problemet er ikke ens for de forskellige instrumenter. Så blæserne kæmper virkeligt hver sin kamp med deres instrument undervejs i en koncert, for at kompensere for alt dette.

Efterhånden som både selve instrumenterne men også musikerne udviklede sig, skiftede musikken i Europa karakter og fjernede sig fra den mellemøstlige oprindelse, som var meget rytmebaseret. Harmonier blev udviklet, og man havde nu behov for at skrive musikken ned på en eentydig måde. Den gode benediktinermunk Guido d’Arezzo opfandt omkring år 1.000 et nodesystem – altså 6 nodelinier til at nedskrive musikken (i dag bruger vi det stadigvæk, dog kun med 5 linier, og har tilføjet både taktstreger og en lang række ord og symboler).

Trompeten havde hidtil været anvendt til signal-formål, men omkring 13-1400-tallet blev den inddraget som en naturlig del af musiklivet. Derved fik trompetisterne problemer, for nu var det ikke længere nok bare at kunne spille én eller nogle få toner. De skulle (helst) kunne spille alle kromatiske toner.

Trompetister var dengang omgæret af pomp og pragt. De kristne i middelalderen troede fuldt og fast på, at dommedag ville blive annonceret af engle, der blæste på trompeter. (Tænk lidt over det, hvis du hænger engle på træet næste jul !)

Trompetisterne i middelalderen udviklede nu nærmest rene skizofrenier for at kunne være med. Nogle dyrkede teknikker så de kunne blæse i de ekstremt høje registre, hvor overtonerne ligger helt tæt, og derved spille kromatiske skalaer Det kaldtes clarin-blæsning, men der nu var ingen som kunne spille både i det (ekstremt) høje leje og så også i det langt mere velklingende, dybere leje.

Andre borede huller forskellige steder på rørene, så de kunne lukke op og i (dvs. ændre rørlængden som på en fløjte) Andre igen satte klapper på trompeten, ligesom på en saxofon (som dog først blev opfundet 400 år senere - i 1840 !) for på den måde at kunne spille sammenhængende melodier og harmonier. (Det var Anton Weidinger, husk på ham. Han kommer igen lige om lidt) Det er dog fælles for alle disse krumspring, at grundtonen og de første 5 -10 overtoner (naturtonerne) har en langt bedre klang, end de mellemtoner, som kunne bringes frem ved anvendelse af huller og klapper m.fl.

Trompeter blev nu udviklet i alle mulige retninger. Og i alle mulige tonarter – C, D, F, A, E osv. Så kunne man spille de nødvendige melodier, når blot man var tilstrækkeligt mange – forskellige instrumenter repræsenteret. Man fandt også på at have en god håndfuld løse små rørstykker, som kunne sættes på eller tages af, for derved at ændre grundtonen. Især hornisterne blev gode til at skifte bøjler ekstremt hurtigt midt i et musikstykke. Mozart, Brahms og flere andre komponister har ofte foreskrevet fire hornister, selv om de (stort set) kun spiller sammen to og to. Simpelthen fordi de sad med horn i hver sin stemning.

Omkring år 1460 blev træktrompeten opfundet – man kunne meget simpelt ændre rørlængden ved at trække i rørene under spillet. Men da tonerne på en trompet trods alt ligger forholdsvist tæt (se afsnittet om det med størrelsen) så var træktrompeten et yderst vanskeligt instrument at spille på, og den anvendes da heller ikke mere idag. Derimod lå det lige for, at gøre den dobbelt så stor - og derved een oktav dybere. Så lå tonerne mere passende spredt, og hermed var trækbasunen en realitet. Den har så stort set ikke udviklet sig siden.

Selv navnene kommer ofte herfra. Det italienske ord for trompet=Tromba og ordet Stor=ona udgør tilsammen Trombona, som altså bare betyder en stor trompet. Det alternative navn "Basun" stammer fra den middelalderlige "Trompet-Busina". Selv navnet klarinet stammer fra trompeten. Man mente, at klarinetten ved overblæsning lød ligesom en trompet i det høje clarin-leje. Derved en lille clarin = klarinet.

Denne har den simple funktion, at den lader luften gå via et længere rørstykke, når den er aktiveret. Og dermed er århundreders problemer løst. Nu kunne man ændre rørlængden under selve spillet, og derved spille alle de mellemliggende toner. Altså spille kromatisk - eller i alle tonearter. Og altså med lyden ud igennem klangstykket, så lyden / klangen var god og ens for alle tonerne.

Det var den Wienske hoftrompetist Anton Weidinger, der nogle år senere, nemlig i 1796, fandt på det med "saxofon"-klapperne på trompeten. Fem styks var nok - så kunne han (næsten) spille kromatiske melodier, og Joseph Haydn komponerede sin berømte trompetkoncert til ham. Hvorfor Weidinger ikke brugte den 8 år tidligere opfundne ventil er lidt mystisk, men det var jo noget før Internettet’s tid, så han har sikkert bare ikke vidst, at den var opfundet.

Eller måske var det - trods alt - fordi ventilen nok var opfundet, men lige skulle skrues ordentligt på trompeten for at fungere optimalt. I 1813 udviklede Frederich Bluehmel drejeventilen, og i 1815 udviklede tyskeren Stoelzel pumpeventilen yderligere, så man med bare tre stk. kunne spille helt kromatiske melodier.

Franskmanden Perinet fra Paris forfinede pumpeventilen til den, man anvender den dag i dag.

Bluehmels drejeventil anvendes også i dag i alle valdhorn og de fleste tuba’er. Desuden anvender man i den tyske instrumentbygge-tradition stort set kun drejeventiler i alle slags messingblæsere.

Hidtil havde trompeten været stemt i F eller G, som det mest udbredte. (Selv om der var masser af varianter, jfr. ovenfor). Efter udviklingen af ventilen, blev det meget hurtigt en trompet stemt i Bb som blev det langt mest populære, Den var lidt kortere, end F-trompeten og dermed lettere at spille nøjagtigt på. Desuden var den meget kraftigere med en mere brillant tone.

Efter sin spæde start for ca. 50.000 år siden – fra de første dyrehorn-blæsere - har trompeten således først fundet sin endelige udformning i starten af 1800-tallet og har undervejs undergået markante ændringer frem til den trompet, vi kender i dag.

The Top Ten Lies told by Trumpet Players :

1. My valve got stuck.

2. I've never taken anything up an octave.

3. Who's Maynard Ferguson?

4. I didn't have a chance to warm up.

5. I could play it at home.

6. I only own one mouthpiece.

7. Sure, I'd give up my Double High C for better technique.

8. I believe tone is more important than range.

9. I've never tried to see how high I can play.

10. I wish I had learned how to play clarinet instead.

Baritone & Euphonium: the Difference

Instrumentet Euphonium startede sin storhedstid i de tyske militærorkestre omkring 1820.

Instrumentbygger Dr. James Blakely hos Boosey opfandt i 1878 et system, som kunne kompensere for, at når man anvender mere end én ventil, bliver tonerne som oftest for høje og skal intoneres ned af blæseren. Herfra blev instrumentet meget udbredt – komponister som Strauss, Wagner og Shostakovich indlagde gerne solos til instrumentet.

Nogle mener, at forskellen er node-nøglen, hvor baryton som oftest spiller i G-nøgle imens Euphonium spiller i bass-nøglen.

Sandheden skal nok snarere findes i samme afdeling, som forskellen imellem Cornetter og Trompeter.

Forskellen er i al sin enkelthed, at en Cornet og Euphonium har koniske rør, hvor diameteren udvider sig lige fra mundstykket og helt ud til klangstykket, hvorimod rørene på en trompet/Baryton er cylindriske (ens diameter) og først begynder at udvide sig kort før selve klangstykket. Det giver en vis forskel i klangen, idet de koniske rør giver en meget lyrisk tone, hvor de lige rør giver en mere brillant og klar tone.

Waldhornet :

Med en stor, behagelig klang er Valdhornet et meget fint instrument. Rullet helt ud har det en længde på over tre meter. I dag er det messingfamiliens eneste instrument, som har en mundstykke, der blot er formet som en smal tragt, der i modsætning til stort set alle andre messingsblæseres skålformede mundstykke, der hjælper tonerne meget bedre på vej end tragten. I gamle dage var valdhornet helt sikkert bestemt for udendørs brug ! Det blev anvendt under jagt, vel især i for det pæne borgerskab i England, Tyskland og Frankrig. (Navnet er tysk, : Wald=skov og horn = ja, horn). Ude i skoven kommer lyden vel godt rundt omkring, når der blæses. Men i orkesteret er det lidt besynderligt, at hornisterne - som de eneste - sidder med klangstykket vendt bagud, væk fra publikum.

Lidt mere seriøst ... Waldhornet - eller The French Horn - blev udviklet i Frankrig omkring år 1650. Dengang kunne det, som alle andre instrumenter i trompet-familien, kun spille naturtonerne (grundtonen plus overblæsninger). I alt ca. 12 toner. Men snart fandt hornisterne på at putte højre hånd ind i klangstykket, som jo er ret stort. Ved at lave enten en flad hånd, en knyttet hånd... og putte den mere eller mindre op i klangstykket, kunne man faktisk ændre tonehøjden, og derved spille - nogle af - de mellemliggende toner mellem naturtonerne. Idag kaldes teknikken for "stophorn" og bruges kun til at farve klangen med. Nu har man jo ventilerne til - langt mere præcist - at skifte imellem alle tonerne i alle tonearter.

Da ventilerne kom til i starten af 1800-tallet, blev det et horn i F, som hurtigt blev det mest anvendte. Omkring år 1900 fandt man på at lave et dobbelthorn, fordi der i den hidtidige musik var foreskrevet horn i så mange forskellige tonearter. Dobbelthornet har en ekstra ventil - altså ialt fire - hvor den ene skifter fra F til det dybere Bb. Dette kan ske midt under spillet, så hornet er blevet meget mere fleksibelt.

Instrumentet har således udviklet sig fra gamle dages brug af kraftige lyde til at dirigere en vild jagt hen over engen, frem til det fine klassiske instrument, som i dag vel anvendes i flest forskellige, musikalske sammenhænge - i barokmusik, stryger- og blæsergrupper samt i harmoni- og symfoniorkesteret.

Træblæsere - især klarinettister :

Træblæsere er et underfundigt folkefærd. De spiller på deres instrumenter ved at få et lille træblad til at vibrere imod mundstykket. Det er nærmest et lille stykke træflis, som vel kan fås (gratis) på ethvert savværk. Men næh nej. Træblæserne vil meget hellere købe dem i dyre domme i en fin lille æske i musikforretningen, og derpå kassere ca. halvdelen, enten fordi de er for hårde, for bløde, for skæve, for tykke eller for tynde. Obo'isterne gør det endnu mere besværligt. De bruger ikke noget mundstykke, men får i stedet to træblade til at vibrere imod hinanden. Dem sidder de så og nørkler med at binde sammen, så de sidder præcis ens ud for hinanden med en brøkdel af en millimeters afstand.

Og for alle træblæserne gælder, at efter nogle ugers spil, så er bladene slidt op og lige til at smide ud. Og så starter det hele forfra.

Det med overblæsningen har klarinettisterne fundet andre og mere besværlige metoder for. (Læs ovenfor om overblæsning). På en klarinet er hver anden overtone (naturtone) sprunget over ! Det skyldes udformningen af klarinettens rør samt hullernes og klappernes placering i forhold til hinanden. Det lyder måske ikke umiddelbart så slemt, men det betyder bl.a. at hvis klarinetten skal spille den samme tone een oktav højere, så er det nogle helt andre greb, der skal bruges til de samme toner. Det er i direkte modsætning til alle andre blæsere i orkesteret !

Mens fløjten og fagotten kom frem i 1500-tallet og obo'en blev udviklet i 1600-tallet (af Lully, se ovenfor om musikkens udvikling), kom klarinetten først til verden omkring år 1700. Den blev - formentligt - udviklet af Johann Denner på grundlag af det fløjtelignende instrument chalumeau. Navnet "Klarinet" kom først til senere, og betyder faktisk bare "en lille clarin", da man syntes, at klarinetten lød - ved overblæsning - lidt som en trompet, der spiller i det høje clarin-leje.

Klarinetten blev udviklet både spillemæssigt, klangmæssigt og teknisk. Antallet af huller og klapper voksede i takt med udviklingen - fra oprindeligt at have haft 10-13 huller og klapper til den klarinet, som franskmanden Auguste Buffet skabte i midten af 1800-tallet, med 24 huller og 17 klapper.

På grund af det med overtonerne - kun hver anden - har klarinetten noget lettere end øvrige blæsere ved at spille i de høje registre. Den spænder da også over næsten fire oktaver, en hel del mere end de øvrige blæsere. (Men det er altså de færreste melodier, som spænder over fire oktaver. Jeg har ikke hørt nogen i meget lang tid på hverken P1, P2 eller P3 !) Og så klinger den også meget forskelligt i de forskellige registre, så der er temmelig meget at øve sig på, når man har valgt klarinetten som sit instrument.

Det kan måske synes lidt mærkeligt, at klarinetten har været så længe om at komme "ind i varmen", men det skyldtes sandsynligvis, at instrumentet i lang tid ikke havde en lige så attraktiv klang som obo'er og fløjter. Først lidt over midten af 1700-tallet blev den taget i brug i det fornemme hofkapel i Mannheim, hvor Carl Stamitz regerede. Han komponerede en række solokoncerter, og det er formentligt her, at Mozart først lærte instrumentet af kende. Han har senere skrevet flere klarinetkoncerter og gav den snart sin faste plads i orkesteret.

Klarinetter findes i flere forskellige størrelser - den mest almindelige idag er stemt i Bb ligesom en trompet. Herudover findes bl.a. basklarinetten som er stemt een oktav dybere, samt Es-klarinetten, som er stemt et kvint højere. Plus et par varianter derimellem.

I træblæserfamilien finder vi også saxofonen. Det var belgieren Adolphe Sax, som i 1840 faktisk skabte en helt ny instrumenttype. Han tog lidt hist og her fra de øvrige instrumenter. Mundstykket med træbladet stammer fra klarinetten, klapsystemet fra obo'en, og rørdiameter og det koniske forløb (diameteren der udvider sig helt fra mundstykket til klangstykket) stammer formentligt fra trompetfamilien (cornetten). Men sax'en er helt sin egen. Og der er hele 14 varianter af instrumentet, bl.a. sopransax, altsax, tenorsax og barytonsax som de mest almindelige idag.

Slagtøj - en blandet landhandel

Janitsharer i orkesteret er (nødt til at være) de mest alsidige musikere. Deres instrumenter favner alt lige fra kanoner (i Tchaikovksy's 1812 ouverture), over champagnepropper, der flyver om ørene (i Lumbye's Champagnegaloppen), geværskud (Johann Strauss' Auf der Jagd), hammerslag (Mahler's 6), en vindmaskine (Richard Strauss Don Quixiote) til klokkespil, xylofoner og til et spinkelt "pling" på en triangel.

Udviklingen fortaber sig helt tilbage til urtidens naturmennesker, så det er lidt svært at hitte rede i. Fra omkring midten af 1600-tallet fik flere af militærets instrumenter sit indtog i orkestrene. Trommer, pauker m.fl. Det var bl.a. hofkomponisten Lully, der eksperimenterede og lod nye instrumenter finde plads i orkesteret. Og i 1700-tallet tog man så alle instrumenter (og lyde) fra den tyrkiske janitsharmusik i brug. "Hele den tyrkiske musik", ja hele den mellemøstlige musik var i høj grad baseret på rytmer. Udviklingen er fortsat helt op til idag, hvor man kan bruge i princippet alt, hvad der kan give lyd fra sig.

Det forlyder, en gang for nogle år siden, at en dansk musikprofessor begav sig ind i en bedre isenkramforretning. Han ville købe en stegepande, der klang med et "C".

I Københavns Jernbane Orkester bruger vi hverken stegepander eller kanoner. Men vores janitsharer får alligevel tilført blæsemusikken masser af farverige rytmer.

Vore instrumenters historiske udvikling.....

Læs om udviklingen i vores instrumenter - en laaang historie

- er det f.eks. rigtigt, at trompeten er næsten 50.000 år gammel ?

- eller at det faktisk ER størrelsen, det kommer an på ?

Læs længere nede ad siden, eller - klik her

The Top Ten Lies told by Trumpet Players :

Baritone & Euphonium: the Difference

Waldhornet :

Træblæsere - især klarinettister :

Slagtøj - en blandet landhandel