|
En
personlig skildring af et nyt/gammelt medlems oplevelser fra en hektisk
weekend i Randers
KJO’s har været i Randers
Hvorfor skulle KJO nu lige rejse til Randers
? Det plejer da at være det store udland, der trækker.
Jo, der var da arrangeret Landsorkesterstævne i
Randers i efteråret 1999. Men
desværre var der alt for få tilmeldte. Selv KJO kunne kun mønstre godt
halvdelen af medlemmerne. Stævnet blev derfor aflyst.
Men hvorfor så denne historie ???
Jo, der var jo trods alt nogle, der havde udvist
interesse for at deltage i et landsstævne, så ”noget” måtte
der da kunne afvikles. Og det blev der !
Da det ikke længere kunne være et sædvanligt, dansk
landsstævne, blev der også inviteret nogle, der boede lige om hjørnet, idet
Stavanger Jernbane Musikkorps deltog.
Klarinet-Henning fortæller :
Vi var ca. 20 KJO-medlemmer,
der havde sat hinanden stævne på Hovedbanegården lørdag morgen. Eller som
nogen ville kalde det, fredag nat, for det var allerede klokken 7.00. I gamle dage inddelte man samfundet
i mænd og kvinder; det gør man ikke mere. I dag hedder det rygere og
ikke-rygere. Derfor sad jeg lidt isoleret sammen med ”Jeppe”.
Han havde et lille ”problem”. Det havde vist sig, at et af ”de
tunge” bestyrelsesmedlemmer, der skulle sørge for pladsreservation,
havde overset, at billetterne
var en uge gamle !
Vi rykkede lidt sammen og alle fik en siddeplads
alligevel.
I Korsør gik Korsør Jernbaneorkester ombord i højt
humør. Derefter var det igennem Storebælts-tunnelen, og da det var første
gang for mit vedkommende, var det lidt af en oplevelse. Jeg vil aldrig
kunne forstå de betænkeligheder, der har været omkring begrebet
klaustrofobi, hverken i tunnelen eller på broen. (sikke en udsigt). Over
den smukke Grejsdal gik det og pludselig var vi i Randers. [De
må have taget både tunnel, Storebæltsbro og Lillebæltsbro i eet hug ! Red.]
Jeg troede kun, at det var århusianerne, der gjorde ting
i omvendt rækkefølge men randrusianerne kan også. Så vi startede med at
gi’ koncert på Rådhuspladsen, så vi senere kunne holde prøve.
Efter spisning blev vi kørt til Fladbro
Camping, hvor vi blev indlogeret i nogle små huse – fire i hvert.
Bo, den heldige rad, havde glemt at tage sengetøj med, så han slap for at
sove i sovepose formedelst bare 20 kr. – og tænk,
”pigerne” bød på ”eftermiddagskaffe”, et begreb
jeg ikke er stødt på siden min barndom [engang, tidligt i det
forrige århundrede. Red.] Men vi var selvfølgelig også kommet
på landet. Videre rundvisning i Randers Regnskov. Herefter bliver
forkøbet lidt uklart for mig. Det var noget med at stå op ”midt om
natten”, Gl. Dansk og høj temperatur med høj luftfugtighed. Jeg
satte mig på en bænk og blev af guiden benævnt ”Homo Morfeus
” (Det Sovende Menneske) har jeg senere fået at vide.
Festmiddag med underholdning fra de deltagende orkestre,
hvor vores nodearki(vir)var Buster blev
inspireret af ”Heal the World” af Michael Jackson, der blev spillet af
Jernbanens Musikkorps Randers samt enkelte medlemmer fra Århus
Jernbaneorkester. [DSB
Musik Århus.Red] Nu varer det nok ikke længe før vi
selv i KJO også spiller Michael Jackson. [Fire måneder skulle
der såmænd gå!!! Red.]
Senere på aftenen blev musikken leveret af en music-box, så jeg fortrak til foyeren, hvor jeg traf
en pige fra Stavanger og fik en herlig snak med hende om Agnar Mykle og Terje Vesås. [yderligere
information burde være helt og aldeles overflødig !
Red.]
Søndag morgen blev vi vækket (midt om natten) klokken 7
ved at ”pigerne” skulle bruge vores kaffemaskine. Både
Agnethe og Lisbeth så ud som om de havde været oppe i flere timer, og jeg
sagde til ”Jeppe” : - Skal vi ikke gi’ dem en hånd ?
– ”Nej, det er deres afdeling”, var svaret. Gudskelov,
det var heller ikke borddækning, jeg havde mest lyst til på dette
ugudelige tidspunkt. Da vi endelig var kommet på højkant, skulle vi
opleve ”tidlig solskinsmorgen på campingplads” med
direkte adgang til café compléte. Jo ! vi blev passet i hoved og ...
så hvis en af jer piger engang bliver alene, så står min adresse i
medlemsfortegnelsen, det er i det hele taget dejligt at blive passet.
Til slut holdt vi så endelig det sammenspil, vi havde
ventet på, men desværre var Stavanger-folkene taget hjem, så det mega-store fællesorkester, som vi kendte fra
Nyborg-stævnerne, blev det ikke til.
På hjemturen var der nogle, der fik siddeplads.
Hvis stævnets mål var at nå de store musikalske højder,
nåede vi ikke målet. Men hvis stævnets mål var at få en spændende
weekend, sammen med andre spillemænd og opleve glæden ved at være sammen,
ramte vi målet.
Personligt oplevede jeg KJO fuldstændigt som i gamle
dage. Selv Niels Bold’s vittigheder kunne
jeg nikke genkendende til. Jeg har været væk fra orkesteret i 10 år, men
det føles som om jeg bare har holdt sommerferie. Tak for den måde, jeg er
blevet modtaget på.
Henning Læssø
---o0o---
|
